At kunne mærke dig selv og være i kontakt med dig selv er på flere måder helt essentielt.

Det er det mest grundlæggende og vigtigste at starte med, når du gerne vil ha en hverdag, hvor du har på alle måder har det godt med dig selv og har et liv, hvor du virkelig trives. 

Fordi, når du ikke kan mærke dig selv, så vil du ha en hverdag, hvor du igen og igen oplever det her:

 

* Du har svært ved at mærke dine fysiske behov. Det betyder, at du glemmer at opfylde din krops behov for mad, hvile og aktiviteter. Du glemmer også at få nok vand og at komme på toilettet. 

* Du har svært ved at mærke dine følelser. Du ved derfor ikke hvad det er, du har brug for i forskellige situationer. Eller hvad der er bedst for dig.

* Dine tanker stikker af med dig. Du ender derfor med tankemylder og bekymringer. Måske oplever du, at du ikke kan falde i søvn om aftenen, fordi du ligger og spekulerer på alt muligt.

* Du har rigtig mange “på den ene side – på den anden side” diskussioner med dig selv

* Du ved ikke altid, hvad du tænker eller føler, eller hvad du synes. Derfor har du brug for at andre bekræfter dig i, hvad der er det rigtige (for dig)

* Det er svært for dig at vide, hvor du har andre. Derfor bliver du i tvivl om, hvad andre egentlig mener og du bruger tid på at tænke over, hvad de synes om dig.

 

Og det her er bare nogle af de konsekvenser der er, når du ikke kan mærke dig selv og ikke har kontakt til dig selv.

 

Når du ikke kan mærke dig selv, så mangler du dit indre kompas

 

Når du ikke kan mærke dig selv, så mangler du dit indre kompas.

Du mangler en indre GPS, der kan føre dig i den rigtige retning, så det føles rart at være dig.

Fordi du mangler dit indre kompas eller indre GPS, så vil du typisk føle dig fortabt og alene.

Du ved ikke, hvad du vil.

Hvis du alligevel ved det, så ved du ikke hvordan, du skal få fat i det, som du længes efter.

Du ved ikke, hvilke knapper du skal dreje eller skrue på.

Du ved ikke, hvordan du skal opnå det, som du ønsker for dig selv.

 

Verden føles usikker og utryg

 

Når du har mistet kontakten med dig selv, så føles verden usikker og utryg.

Du bliver afhængig af andre.

Du bliver afhængig af, hvad andre synes, og af at andre vil anerkende dig og acceptere dig som du er.

Hvis andre ikke kan gi dig anerkendelsen og accepten, så påvirker det dig dybt. Så ender du med følelsen af ikke at være god nok,  at du er forkert eller at andre ikke elsker dig.

Det har altså store konsekvenser, når du ikke kan mærke dig selv.

Derfor er det også særligt vigtigt, at du kan mærke dig selv. Især hvis du vil ha et liv, som føles godt for dig og hvor det føles rigtig godt at være dig.

 

tegn på at du har svært ved at mærke dig selv

 

Når du har svært ved at mærke dig selv, så er der 3 områder, hvor du kan se tegn på, at du har svært ved at mærke dig selv.  

De tre områder/niveauer er:

  • det fysiske
  • det følelsesmæssige
  • det tankemæssige

På de 3 områder/niveauer vil du opleve forskellige tegn på, at du ikke kan mærke dig selv.

Her kan du se, hvilke tegn der er på det fysiske niveau.

Det fysiske niveau

Det fysiske niveau er alle de behov, som har med din krop at gøre og de behov, som du mærker kropsmæssigt.

Hvis du har svært ved at mærke dig selv, så vil du opleve ubalancen på det fysiske niveau på forskellige måder.

Så når du skal lære at være i kontakt med dig selv og lære at mærke dig selv, så skal du lære at mærke dine fysiske behov.

Det burde være let, fordi vores krop hele tiden fortæller os, hvad den har brug for. Men sådan er det desværre ikke for de fleste. For rigtig mange er det tværtimod svært.

Det er svært, fordi mange rigtig tidligt har lært at ignorere deres fysiske behov.

Det er typisk sådan noget som, at pauser og hvil ikke er så vigtige.

At der ikke er tid til at spise, fordi det ikke lige passer ind i den plan, der er for dagen.

Eller at overhøre hvornår du er mæt og har fået nok at spise.

At du måtte vente med at tisse, til der var pause.

 

Tegn på at du overhører dine fysiske behov

MAD

Du ved ikke, om du er sulten eller tørstig.

Du kan ikke mærke sult, så du spiser feks efter klokken eller når andre spiser.

Du spiser for meget eller for lidt.

Du drikker den mængde, du har fået anbefalet – ikke ud fra det, du mærker.

Eller du drikker alt for lidt vand.

Du ignorerer det du mærker, når du mærker noget.

Søvn og hvile

Du kan ikke mærke, om du er træt og om du har brug for hvile eller søvn.

Derfor forholder du dig ikke til, om du har brug for et hvil, en pause eller måske mere søvn end du plejer.

Du mærker derfor heller ikke efter, hvornår du har brug for at gå i seng og stå op, men kører den på rutinen.

Bevægelse

Du har svært ved at mærke, om du har brug for aktivitet eller pause.

Du overskrider dine egne grænser og fortsætter selvom du ikke orker mere.

Du bevæger dig alt for lidt.

Det følelsesmæssige niveau

 

Det følelsesmæssige niveau er alt det, der har med dine følelser at gøre og som handler om dine følelsesmæssige behov.

Hvis du har svært ved at mærke dig selv følelsesmæssigt, så vil du opleve at du ikke ved hvad du føler i forskellige situationer.

Du har svært ved at følge dine følelser og at bruge dem på en hensigtsmæssig måde og oplever at dine følelser er forvirrende eller du kan måske slet ikke mærke dem.

Tegn på at du overhører dig selv følelsesmæssigt

 

Du ved ikke, hvordan du har det.

Du ved ikke helt, hvad du føler og har brug for.

Du mærker dine følelser, men ignorerer dem.

Du mærker, hvad du har brug for, men overskrider dine egne grænser.

Du går mest op i hvordan andre har det og hvad de har brug for.

Du har svært ved at rumme dine egne og andres følelser.

Du oplever at andre overskrider dine grænser.

Du har svært ved at finde ud af, hvem du er og hvordan du skal være.

Du føler skyld og skam.

Du føler dig forkert, ikke god nok eller ikke værd at elske.

Det tankemæssige niveau

 

Det tankemæssige niveau er alt det, der har med dine tanker og dit sind at gøre. Det handler om den måde, du tænke rom dig selv, om andre og om det, der sker omkring dig

Hvis du har det svært i forhold til dine tanker, så vil du opleve at dine tanker er på en måde, som gør det svært at være dig.

Så vil du opleve, at du har meget selvkritik, bebrejder dig selv og har mange negative tanker om dig selv.

Så har du en tendens til at fordømme og kritisere både dig selv og andre i stedet for at tænke selvkærlige tanker og i stedet for at tænke venlige og positive tanker om andre.

Når du oplever noget, som er svært for dig, så begynder du med det samme at køre en masse dialoger inde i hovedet, som er svære at stoppe igen.

Tegn på at du overhører dig selv tankemæssigt

 

Du kritiserer dig selv.

Du bebrejder dig selv.

Du har en indre dialog kørende om, hvor forkert du er og hvor håbløs du er.

Du oplever tankemylder.

Du har masser af bekymringer.

Du er hurtig til at dømme dig selv og andre.

Du overtænker og overanalyserer meget.

Du har svært ved at stoppe din uendelige tankestrøm og slappe af i tankerne.

Du behøver ikke opleve alle tegnene. Det er nok bare at opleve nogle få af tegnene fra det fysiske, det følelsesmæssige og det tankemæssige niveau.

Oplever du bare nogle af tegnene, så er der god grund til at lære at mærke dig selv bedre.

Sådan lærer du at mærke dig selv

  

Du har sikkert allerede opdaget, hvorfor det er en god ide at lære at mærke dig selv. Det er selvfølgelig fordi, at der er mange fordele ved at kunne mærke dig selv.

Du kan mærke dig, og du kan mærke, hvad du har brug for. Du kan mærke dine følelser og handle på dem, og det betyder, at du kan behandle dig selv meget bedre og langt mere selvkærligt.

Du er bevidst om dine tanker og har indflydelse på dem. Det betyder, at du kan ændre dine tanker til at være langt mere selvkærlige og fleksible og meget mere rummende overfor både dig selv og andre.

Det betyder også, at du kan være på en måde overfor dig selv, som på alle måder føles så meget bedre  og på den måde påvirke hele den måde dit liv føles på.

Du kan med andre ord påvirke din selvfølelse og dit selvværd ved at lære at mærke dig selv – og det vil på sigt påvirke den måde hele dit liv føles på.

Det kræver øvelse at lære at mærke dig selv

 

 Når du vil lære at mærke dig selv, så handler det om at begynde at øve dig.

Når du ikke kan mærke dig selv nu, så er det fordi, at du på et tidspunkt i dit liv har lært at ignorere din krop, dine tanker og følelser.

Så nu skal du i gang med at øve dig i at mærke dig selv igen.

Sådan gør du

 

 Når du skal i gang med at øve dig i at mærke dig selv, så starter det med at blive bevidst om, hvad du plejer at gøre og hvorfor.

Du kan bruge eksemplerne med tegn på, at du ikke kan mærke dig selv som inspiration.

Kig på eksemplerne og læg mærke til hvilke områder og hvilke punkter, du er udfordret på.

Prøv også om du kan finde flere områder i dit liv, hvor du ikke mærker dig selv eller ignorerer det, du mærker.

Hvornår mærker du ikke dig selv?

Når du er blevet bevidst om de forskellige områder, så er det tid til at kigge på hvornår, at du ikke mærker dig selv.

Det vil nemlig være på bestemte tidspunkter, at du ikke mærker dig selv.

Det vil være i bestemte situationer, at du har særligt svært ved at mærke dig selv.

Det kan være, når du har travlt.

Eller når andre har brug for hjælp.

Eller når du ikke vil være til besvær.

Eller når du føler, at der ikke er tid og plads til dig.

Eller når du bliver særligt presset.

Prøv om du kan begynde at lægge mærke til, hvornår du har særligt svært ved at mærke dig selv og hvad der sker på de tidspunkter.

Hvorfor mærker du ikke dig selv?

 

Det næste du skal kigge på, det er hvorfor, at du ikke mærker dig selv.

Her kommer du helt i dybden med, hvorfor at det er svært for dig at mærke dig selv.

Årsagen til at du ikke kan mærke dig selv findes i den måde, du har lært, at du skal være på.

Den ligger i din bagage og dine mønstre, og du skal derfor helt ned og kigge på, hvad det er, du har med dig hjemmefra.

Det er ikke altid let at kigge på hvorfor, at det er svært for dig at mærke dig selv. Til gengæld er det enormt befriende, når det er gjort og når du har opdaget, hvorfor at du gør som du gør.

Så nu er det tid til at du begynder at øve dig.

Når du har fundet de områder, hvor du ikke mærker dig selv, så begynder du at øve dig på lige præcis det område.

Hvis du plejer at ignorere de signaler, din krop hele tiden kommer med, så begynd at lytte og opfylde din krops behov.

Plejer du at ignorere dine følelser, så hold mere øje med, hvad du egentlig føler og gør hvad du kan for at handle på dine følelser, så det føles godt at være dig.

Er det blevet en vane for dig at snakke dårligt om dig selv og til dig selv, så sæt fokus på at tænke nogle tanker, som føles bedre for dig.

Du vil blive overrasket over, hvor tit du ignorerer dine egne behov eller følelser og hvor tit du stiller dig kritisk overfor dig selv.

Men når du bliver mere og mere bevidst om, hvad det er du gør og ikke gør, så er du allerede i gang med at skabe en vigtig forandring.

 

Når du gerne vil arbejde i dybden med dig selv

 

 Når du gerne vil arbejde i dybden med dig selv og dine mønstre, så er der flere måder, du kan gøre det på.

Her er det vigtigt, at du finder en måde at arbejde med dig selv på, som passer til dig og som virker for dig.

Vil du lære meget mere om, hvordan du kan arbejde i dybden med dig selv, så kan du få gratis adgang til mit online foredrag om selvværd.

Her lærer du meget mere om, hvorfor det er svært for dig at gå efter det, som du har brug for. Du lærer også, hvad der skal til for, at du kan skabe det liv, som du drømmer om og længes efter.

 

Du kan få adgang til mit foredrag lige her:

https://omfavnditliv.simplero.com/page/134718

Du tilmelder dig samtidig mit nyhedsbrev og modtager mails om hvordan du arbejder i dybden med dit selvværd på en selvkærlig, effektiv og respektfuld måde.

 

 

Du er også velkommen til at være med i Omfavn dit livs gratis facebookgruppe, som har fokus på selvværd og hvordan du skaber et liv, som føles fantastisk for dig.

Du finder gruppen lige her:  https://www.facebook.com/groups/195644770991783/

Forslag til dig:

 

Når du har trang til at please andre:

https://omfavnditliv.dk/trang-til-at-please-andre/

 

Derfor er det svært at acceptere dig selv:

https://omfavnditliv.dk/derfor-er-det-saa-svaert-at-acceptere-dig-selv/

 

Salgs- og handelsbetingelser   Privatlivspolitik

Copyright 2020 OMFAVN DIT LIV   I  E-mail: mette@omfavnditliv.dk