Kærlighed og parforhold er nok noget af det mest fantastiske, der findes.

Men også noget af det sværeste.

Og fordi kærlighed og parforhold hænger tæt sammen i langt de fleste tilfælde, så bliver det der med parforhold også tit en svær affære.

Inde i Omfavn dit livs gruppe spurgte jeg for nyligt, hvad de gerne ville vide om emnet parforhold og kærlighed.

Og der var især ét spørgsmål, der dukkede op i forskellige versioner.

 

Hvordan er man i et parforhold, samtidig med at man arbejder med sine aftryk og endnu ikke helt har styr på alt det, man følelsesmæssigt har med sig?

 

Et aftryk er et udtryk, der dækker over den proces, der foregår, når du som barn har været ude for noget, som var svært at rumme og som føltes smertefuldt.

Oplevelsen har sat et spor – altså et energimæssigt aftryk – i dig og skabt nogle overbevisninger og nogle tanker om dig selv, som du nu tror fuldt og fast på.

Det kan være, at du ikke føler dig god nok. Måske føler du dig forkert eller oplever, at du ikke passer ind i bestemte grupper, Måske føler du dig uelsket. Eller at du ofte bliver misforstået… dette er bare få eksempler på aftryk.

Og du har sikkert opdaget, at det især er i parforholdet og den nære familie, at du trigges og at det gør ondt. Det er typisk her, at du vil opleve flest udfordringer.

Faktisk så er det stort set altid  i din relation til andre, at du oplever langt de fleste problemer og udfordringer.

Og det er der en god grund til.

Det skyldes nemlig dine aftryk, som gør, at du (ubevidst) tænker på en bestemt måde om dig selv. Altså sådan som du tidligt har lært at tænke om dig selv.

Så hvordan arbejder man med sig selv, samtidig med at man er i et parforhold?

 

Hvordan får man styr på sine issues samtidig med, at man altså er i et forhold, hvor der trykkes på alt det, der gør ondt, fordi partneren så smukt spejler ens ubalancer?

 

Og her er det egentlig ligegyldigt, om der er tale om, at din partner gør noget eller har en adfærd, som er svær for dig at håndtere, eller om der er tale om, at du selv har en udfordring.

Det kunne feks være, at du er sensitiv og partneren ikke er det. Eller at du føler dig jaloux, eller I ikke er helt enige om, hvad jeres parforhold skal indebære, feks hvordan fremtiden skal være sammen (eller måske endda hver for sig).

Det er heller ikke så vigtigt, om dit problem handler om, at du er bange for at blive svigtet, er bange for at blive forladt, eller om du feks har problemer med tillid.

Det virker måske mærkeligt, at det ikke betyder så meget, om det er det ene eller det andet, for det må da gøre en forskel?

Og det gør det selvfølgelig også.

Det gør en forskel for dig og for de problemer, der udspiller sig i dit parforhold. Men i forhold til at arbejde med det, der ligger bag ved, der er det faktisk ikke så vigtigt.

Og grunden til det, er, at det hele bunder i det samme: dine aftryk.

Og derfor er løsningen i store træk den samme uanset, hvad problemet er, eller hvor det ligger.

Processen er selvfølgelig forskellig for hver enkelt og grunden til aftrykket er forskellig – og grunden til at det gør ondt, er også forskellig fra person til person.

 

Når det gør ondt i dit parforhold, så handler det altid om aftrykket. Dit aftryk.

 

Og sandheden er, at fordi der ligger mange aftryk gemt i hver eneste en af os , så vil vi aldrig nå til det punkt, hvor der ikke er et aftryk at arbejde med.

“Men kan man så ikke lige så godt lade være med at arbejde med de der aftryk?”, tænker du måske nu.

Tjoh, hvis man synes.

Men det fede ved at arbejde med sine aftryk er, at når et aftryk er helet, så føles det vildt godt indeni. Og for hvert aftryk mindre, der driller dig, bliver livet lidt mere fantastisk. Lidt lettere.

Du lærer dig selv bedre at kende for hvert aftryk, du får dykket ned i.

Og det er lige præcis det, der gør en forskel på sigt i dit parforhold. Og i alle dine andre relationer.

 

Jo bedre du kender dig selv – helt i dybden – jo lettere kan du ændre dine mønstre. Og det er jo dem, der spænder ben for dig i dit parforhold.

 

Så derfor er det det værd at arbejde med det, selvom du aldrig rigtig bliver færdig.

Du er altså nødt til at gøre op med dig selv, om du vil arbejde med dine aftryk. Det kan jo også være, du synes, det er lige meget og at det går godt nok, som det er.

Og uanset om det drejer sig om parforholdet, dit forhold til din familie, din arbejdsplads eller noget andet, så er det altid det samme du skal gøre: kigge på aftrykket.

I parforholdet betyder det, at du er nødt til at stoppe med at tro, at din smerte handler om din partner.

Du er nødt til at indse, at når din kæreste eller mand gør noget, som føles helt forfærdeligt for dig, så handler det i sidste ende altid om dig.

Og du er nødt til at acceptere, at du har nogle ting, du stadig er ved at lære.

 

Jeg vil lige sige, at det betyder IKKE, at du skal finde dig i alting. Slet ikke. Men du er nødt til at tage et reelt kig på, hvorfor tingene er som de er – og de starter altid inde i dig.

 

Og jo flere aftryk, du har, som spænder ben for dig, jo mere rod vil der være i dit parforhold.

 

En af de skønne kvinder fra Omfavn dit livs gruppe spurgte så smukt:

 

Hvordan kan man indgå i et godt sundt forhold når man knokler med at afkode de aftryk man har og lever med?

 

Og svaret er: det kan du ikke.

Du kan ikke indgå i et sundt og funktionelt forhold, når du bøvler rundt med nogle aftryk, der netop skaber dysfunktionelle relationer.

For lige tiltrækker lige. Derfor kan du heller ikke tiltrække en mand, som har styr på det hele, når du selv har problemer med feks grænser, behov og tillid.

Og der er det kun at acceptere, at lige nu er du der, hvor du er. Og indtil du har fået helet de aftryk, der er, så må det være sådan, som det er.

Du kan nemlig ikke forcere din udvikling. Du kan ikke beslutte dig til, at NU skal du ha lært det ene og det andet.

Du kan ikke tvinge udviklingen igennem, tværtimod.

 

Men du kan gøre følgende, samtidig med at du er i dit parforhold:  

 

  • Arbejde med at afkode og hele dine aftryk

 

  • Bruge parforholdet og de dagligdags udfordringer, der opstår til at blive bevidst om dine ubalancer

 

  •  Være bevidst om, at din partner “bare” spejler dig og hvad du stadig har til gode at arbejde med – og så arbejde med det, så snart du opdager det

 

  • Øve dig og blive bedre dag for dag

 

Og det er et vildt irriterende svar. I know.

For hvor blev quickfixet lige af?!

 

Og svaret er…der er ikke noget quickfix.

 

Der er kun selverkendelse og selvindsigt og indre arbejde.

Men du kan sørge for at gøre en indsats i dit indre arbejde, så du hurtigere får helet dine aftryk.

 

Og selvom der altid vil være aftryk, der skal kigges på, så sker der noget stort, når du rammer det punkt, hvor du begynder at forstå, hvad der skal til for at arbejde effektivt med dine aftryk.

 

Og det går pludselig hurtigt med at hele aftrykkene, når du får knækket koden til:

 

  • Hvad dit aftryk handler om

 

  • Hvorfor det er opstået

 

  • Hvordan det skal heles

 

  • Hvordan du kan tage ansvar for de udfordringer, du møder i dit parforhold og især, hvad de har med dig at gøre

 

Og det kan sagtens være, at du selv kan knække koden. Men det kan også være, at du skal ha hjælp til det.

 

Føles det overvældende?

Det gør det faktisk for de fleste.

Men som sagt, når du først har forstået det, så går det relativt hurtigt. Lidt ligesom at lære at læse. Eller lære at cykle eller lære at køre bil.

 

I næste blogindlæg kommer jeg mere ind på det her med, hvordan man kan løse nogle af de problemer, som opstår i et parforhold.

Jeg vil svare på nogle flere af de gode spørgsmål, jeg fik i gruppen og vise dig, hvordan dét,  jeg her har nævnt, kan bruges i praksis.

Jeg vil også forklare dig, hvorfor jeg har kaldt blogindlægget for “Jeg elsker dig, men jeg kan ikke så godt li dig”. Det er nemlig essensen af rigtig mange parforhold.

__________

Salgs- og handelsbetingelser   Privatlivspolitik

Copyright 2020 OMFAVN DIT LIV   I  E-mail: mette@omfavnditliv.dk