Selvom det ikke er rart at tænke på, så er der med stor sandsynlighed mindst ét område i dit liv, hvor du nøjes med.

Og hvorfor så det?

Sådan er det fordi langt de fleste af allerede fra en tidlig alder har lært, at vi ikke må rage til os, vi må ikke være egoistiske, og vi KAN altså ikke få det hele!

Har du lært bare én af de ting jeg her nævner, så er der stor risiko for, at der også er områder at dit liv, hvor du nøjes med.

 

Så hvor nøjes du?

 

Hvor mon du nøjes i dit liv og på hvilke områder?

Kærligheden?

Dit arbejde?

Dit hjem?

Din alene-tid?

I dine relationer til andre?

Din relation til dig selv?

 

Det er faktisk ikke særlig rart for de fleste at indrømme overfor sig selv, når der er områder, hvor de nøjes.

 

For det betyder jo, at du i virkeligheden ønsker dig mere.

 

Mere end det du har.

 

Du ønsker dig mere af livet.

Du ønsker dig mere for dig selv til dig selv.

 

Men du går ikke efter det.

Og der kan være mange grunde til, at du ikke går efter det, du inderst inde ønsker dig.

 

Hvad er det du ikke vil være – så derfor vil du hellere nøjes?

 

Når du ikke går efter det, du ønsker dig, så er der stor sandsynlighed for, at der er noget, du ikke vil være.

Måske vil du for alt i verden ikke være egoistisk. Eller grådig. Eller krævende. Eller utaknemlig.

Måske vil du ikke være sådan en, der bare siger det ene job op efter det andet.

Eller være sådan en, der er på offentlig forsørgelse indtil du finder et andet job.

Eller du er noget, du er bange for.

Måske er du bange for, om du overhovedet kan finde et bedre job, der passer bedre til dig. Måske er du bange for, at det er dig, der er noget galt med. Måske er du bange for at nissen bare flytter med.

Måske vil du ikke være sådan en mor, der bruger tid på sig selv fremfor sine børn.

Måske vil du ikke bruge penge på dig selv.

Måske vil du ikke bruge penge på dig selv, selvom du længes efter at bruge en formue på tøj, make-up og cafeture med veninderne.

Eller købe det ene online kursus efter det andet og gå shop amok i personlig udvikling og andre ting, der peger i retningen af, at DU også er vigtig og har ret til at gøre en forskel for dig selv.

Måske vil du ikke være sådan en, der er emsig overfor andre og hele tiden sætter grænser og fortæller om sine behov og som er… dybt anstrengende og krævende.

Måske synes du, at du burde være taknemlig for det, du allerede har i dit liv, fremfor hele tiden at ønske dig mere og mere…

Listen er faktisk uendelig og grundene til, at du vælger at nøjes med det du har, kan være rigtig mange.

 

Den virkelige grund til at du nøjes

 

Der er rigtig stor sandsynlighed for, at nedenunder alle de grunde, det tilsyneladende handler om – der ligger den rigtige grund: nemlig at du føler, at du ikke fortjener bedre.

Fordi du føler, at du ikke er bedre værd.

Og det er helt vildt smertefuldt at ha det sådan.

Så i stedet for at tænke på alt det, du ikke vil være og alle de grunde til, at du ikke bør rage til dig, være grådig, være utaknemlig – og hvad du måske ellers umiddelbart tænker, at det handler om, så spørg i stedet dig selv, hvorfor du føler, at du ikke er bedre værd.

Følelsen af ikke at være god nok, kommer nemlig et sted fra. Så det er vigtigt at du begynder at få kigget på den følelse. Og at du finder ud af, hvad den egentlig handler om, så du kan begynde at give slip på at nøjes.

Ville det ikke bare være vildt fedt?

Tænk, hvis du ikke længere behøvede at nøjes, hvad angår kærligheden, dit arbejde, din relation til andre eller din relation til dig selv?

Eller hvad med hvis du kunne bruge penge og tid på dig selv – uden at ha dårlig samvittighed?

Ville det ikke bare være skønt?

Og sådan kan det faktisk godt blive.

Med lidt indre arbejde og et kig indad på, hvad det er, der ligger nedenunder.

Det behøver nemlig ikke være sådan, at du nøjes i dit liv – heller ikke selvom du er vant til, at det er sådan, det er.

Salgs- og handelsbetingelser   Privatlivspolitik

Copyright 2020 OMFAVN DIT LIV   I  E-mail: mette@omfavnditliv.dk